Hej Mersime og Laura

Jeg vil lige starte med at beklage at jeg ikke har fået skrevet noget tidligere. Dette skyldes at der simpelthen er så meget run på. På trods af at Kim og jeg har lavet en udførlig undervisningsplan, bruger vi dagligt flere timer på at gøre os klar til hver undervisningsdag.

Vi er i praktik på Sjølundsskolen i Næstved og har tre 7. klassere. To klasser i engelsk og en i dansk. Derudover har vi to praktiklærere, Louise i dansk og Mette i engelsk. Begge lærere er unge og meget åbne over for alt hvad vi foretager os med eleverne. Når vi underviser på måder, som de undrer sig over eller ikke er helt enige i, spørger de altid ind til hvad grunden bag vores overvejelser er. Derefter snakker vi konstruktivt om vores undervisning og hvordan den kan forbedres. De er meget bevidste om at vi er praktikanter, som netop kommer med en frisk erindring om alt det teori man bliver undervist i på uddannelsen, og er klar over at der er nogle ting/metoder vi vil prøve af.

I engelsk arbejder vi med Sydafrika (fordi det er et engelsktalende land). De første to uger her, har været meget præget af tavleundervisning; Eleverne læser forskellige tekster om Sydafrika og vi snakker om det på klassen, skriver noter op på tavlen osv. I praksis fungerer dette rigtig fint, men personligt kan jeg mærke at der snart skal ske noget nyt - både for vores vedkommende, men også for elevernes. Hver onsdag har vi en grammatik time, hvor eleverne får opfrisket deres grammatik og laver opgaver både individuelt og som pararbejde.
De to engelsk klasser - 7.B og 7.D - er meget forskellige i niveau. 7.B er utrolig engagerede, ivrige og aktive. Deres faglige niveau er også højt men passende for deres klassetrin. Socialt virker denne klasse også til at være trygge med hinanden. Vi kan joke med hinanden i timerne, men også være seriøse og koncentrerede.
7.D derimod er meget stille og deres faglige niveau er lavere. Kim og jeg er begge af den overbevisning at man ikke lærer kinesisk ved at lytte til et bånd - derfor taler vi hele tiden engelsk i klasserne og vores mål er også at få eleverne mere i tale. Dette er dog en udfordring i 7.D. Tit bliver vi nødt til at gentage tingene på dansk (eller få en elev til at oversætte for os) for at være sikre på at alle er med. Det er lige før jeg skal stå og sige "coooome on - jeg ved I kan" for at få dem til at være aktive. Dermed ikke sagt at børnene er dumme, mange af dem har meget mere at byde ind med - men når hele klassekulturen er skabt på denne måde, så er det svært at bryde igennem. Det virker som om at de har vænnet sig til at være passive og forventer at læreren giver dem alle svarene.
I dansk i 7.E arbejder vi med emnet sagprosa. Denne klasse kan man ikke sætte en finger på. De er engagerede, hjælper hinanden og hjælper tilmed os; når nogle elever er lidt højtråbne er der altid andre der "sætter dem på plads" ved at fortælle dem at de skal være stille.

Vi har med vores praktiklærere snakket om klasserumsledelse og vi er blevet enige om at det er noget både jeg og Kim skal arbejde på. Vores klasserumsledelse sætter standarden for hele dagsordenen og jeg er blevet bevidst om at det er vigtigere at bruge 5 minutter på at skabe en god læringsatmosfære frem for at stresse over alle de ting man skal nå på dagsordenen.

I 7.B har vi en dreng (M) som har Aspergers syndrom og i 7.E har vi en dreng (A) med en hjerneskade. For begges vedkommende er dette noget nyt i de her to klasser, men allerede efter 14 dage har det virkelig fået mig til at tvivle på begrebet inklusion.
M er en utrolig intelligent dreng, men det virker som om at han er så opsat på at få en masse viden og gøre tingene korrekt, at han lidt glemmer sine omgivelser.
A har som sagt en hjerneskade, som er blevet opdaget for nylig. Han er helt blank i timerne, laver aldrig noget, er fuldstændig passiv og lægger sig tit til at sove.
Læreren har ikke tid til at få A med, fordi han har behov for at der sidder en ved hans side konstant og minder ham om hvad han skal lave. Det kribler helt i mine fingre, fordi jeg har lyst til at træde ind som en støttelærer for ham, men samtidig ved jeg at der er 25 andre elever som venter på at blive udfordret. Jeg har snakket med Louise og Mette og de siger begge to at jeg med glæde må træde til og arbejde med de her to drenge med deres udvikling (det er bare lidt svært at finde tid til det).

Jeg ser meget frem til at kunne bruge noget fra specialpædagogikkens verden og puuha en lang smøre jeg nu kom med, men det er dejligt at komme ud med det hele, både det positive og negative :-)